Borderline, maniodepressiv og personlighedsforstyrrelse er alle navne på
psykiske lidelser, som de fleste mennesker har hørt om. Der er dog mange, der
ikke helt ved, hvad det vil sige at leve med en psykisk sygdom. Det skal
bogen 'Sårbare sind' forsøge at gøre op med.
Bogen er skrevet af My Buemann på 29 år, som er pårørende til en person med en psykisk lidelse. Information om psykisk sygdom er ifølge My Buemann stigmatiserende, og det var blandt andet det, der fik hende til at skrive bogen.
My Buelund lægger vægt på, at det ikke er muligt at kategorisere en person med en psykisk lidelse på baggrund af personens sygdom.
- Det bliver tydeligt, at det handler om mennesker. Det handler ikke om diagnoser. Der er ikke en opskrift, der er den samme for en diagnose, siger hun.
- Jeg synes diagnosen giver en ramme, man skal leve indenfor. Jeg har fundet ud af, at man godt kan ændre på den ramme. Det er muligt at være gift, når man er psykisk syg, det er muligt at få et job, når man er psykisk syg. Det er muligt at have børn, når man er psykisk syg, siger Mads Trier-Blom.
http://nyhederne.tv2.dk/2015-12-10-bog-vil-goere-op-med-manglende-viden-om-psykiske-lidelser
Der findes mange bøger om det psykisk syge, men ingen om hvorledes man undgår at blive psykisk syg.
Ovennævnte beskrives af den seneste bog om psykologi er jo signalerede, at folk føler sig som fanget i en ramme, de så skal leve indenfor. Underforstået, at man ikke skal diagnosticere folk som psykisk syge. Da det er muligt at være gift, når man er psykisk syg, det er muligt at få et job, når man er psykisk syg. Det er muligt at have børn, når man er psykisk syg
Igen underforstået; at man vel nærmest så bare er en variant af det naturlige..?
Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet, hvor han underviser i almen-psykologi og kvalitative metoder, der har redigeret bogen ’Det diagnosticerede liv’ er af den opfattelse, at vi er vidne til en depressionsepidemi herhjemme. Hvad handler det om?
Blandt andet gør han gældende:
»Hver gang vi har noget, der af nogen opfattes som
et problem i livet, så gøres det nu til en sygdom. Det mest groteske eksempel,
jeg har, er tanoreksi, som endnu ikke er en sygdom, men den er på vej.
Tanoreksi er afhængighed af at gå i solarium. Et andet kuriøst eksempel er
ortoreksi, der er den fjerde spiseforstyrrelse, som man kan lide af i dag. Man
kan spise for meget eller for lidt, eller man kan kaste op. Det nye er så, at
man spiser for sundt, og så er man ortorektiker. Om det virkelig skal være en
psykisk lidelse frem for at være et livsstilsvalg, der afviger fra normalen,
kan man godt diskutere«.
Men er vi ikke blevet mere sårbare i et
stadig mere stresset liv?
»Jo, det er en af de forklaringsmodeller, der er på, hvorfor vi ser en depressionsepidemi. Nogle sociologer mener, at samfundet i dag gør os mere stressede, fordi vi ikke kan håndtere de mange krav om fleksibilitet og omstillingsparathed og konstante udfordringer, og når vi er stressede, er vi sårbare over for at udvikle depression. Derfor er der simpelthen flere deprimerede mennesker nu end tidligere. Andre forklarer epidemien af psykiske sygdomme med, at de er et resultat af moralske domme over uønsket eller afvigende adfærd. F.eks. var det tidligere i historien ærværdigt at være melankoliker, fordi melankolikeren måske havde et særligt blik på verden. I dag betragtes man som syg, måske også fordi der ikke er tid til at være melankolsk. Vi har indsnævret grænserne for normalitet«.
»Jo, det er en af de forklaringsmodeller, der er på, hvorfor vi ser en depressionsepidemi. Nogle sociologer mener, at samfundet i dag gør os mere stressede, fordi vi ikke kan håndtere de mange krav om fleksibilitet og omstillingsparathed og konstante udfordringer, og når vi er stressede, er vi sårbare over for at udvikle depression. Derfor er der simpelthen flere deprimerede mennesker nu end tidligere. Andre forklarer epidemien af psykiske sygdomme med, at de er et resultat af moralske domme over uønsket eller afvigende adfærd. F.eks. var det tidligere i historien ærværdigt at være melankoliker, fordi melankolikeren måske havde et særligt blik på verden. I dag betragtes man som syg, måske også fordi der ikke er tid til at være melankolsk. Vi har indsnævret grænserne for normalitet«.
Hvad mener du med det sidste?
»ADHD (en hyperaktivitets- og opmærksomhedsforstyrrelse, red.) er for eksempel en utroligt interessant diagnose. Der er børn, som er så markant anderledes og svære at håndtere, at de skal have medicin. Men man må altid spørge, hvad grunden er til, at de har denne adfærd. Hvis de nu er vokset op hele deres liv i et skolesystem, som er flydende og grænseløst, og hvor rammerne ikke er så tydelige, så er der børn, der ikke kan håndtere det. Før vi fik det her flydende skolesystem, var der ingen børn med ADHD, diagnosen fandtes ikke. Problemet med at diagnosticere med ADHD er, at det er at individualisere problemet. Problemet opstår, når vi kun kan få øje på, at barnet har et problem, men ikke, at det kan skyldes noget i familien eller i miljøet, eller at vi har opbygget skolesystemer, som tjener de stærke børn, der kan agere i det her grænseløse rum. Vores forbrug af Ritalin, som er medicinen mod ADHD, er steget med 600 procent siden 2005 for aldersgruppen 15 til 19 år, og med 300 procent for børn mellem 10 og 14 år. Det er kun ti år siden, det var tabu at medicinere børn, men i dag er det helt normalt«.
»ADHD (en hyperaktivitets- og opmærksomhedsforstyrrelse, red.) er for eksempel en utroligt interessant diagnose. Der er børn, som er så markant anderledes og svære at håndtere, at de skal have medicin. Men man må altid spørge, hvad grunden er til, at de har denne adfærd. Hvis de nu er vokset op hele deres liv i et skolesystem, som er flydende og grænseløst, og hvor rammerne ikke er så tydelige, så er der børn, der ikke kan håndtere det. Før vi fik det her flydende skolesystem, var der ingen børn med ADHD, diagnosen fandtes ikke. Problemet med at diagnosticere med ADHD er, at det er at individualisere problemet. Problemet opstår, når vi kun kan få øje på, at barnet har et problem, men ikke, at det kan skyldes noget i familien eller i miljøet, eller at vi har opbygget skolesystemer, som tjener de stærke børn, der kan agere i det her grænseløse rum. Vores forbrug af Ritalin, som er medicinen mod ADHD, er steget med 600 procent siden 2005 for aldersgruppen 15 til 19 år, og med 300 procent for børn mellem 10 og 14 år. Det er kun ti år siden, det var tabu at medicinere børn, men i dag er det helt normalt«.
Hvad er problemet?
»Blandt andet at det fratager forældrene, skolen og samfundet for ansvar. Forældrene kan sige til vennerne, jamen, han er ADHD, hvis barnet opfører sig anderledes, og det kan på sin vis være positivt nok. Det giver en retning og en forklaring. Men det individualiserer problemet, og vi får ikke øje på, at der kan ligge sociale problemer nedenunder eller nogle samfundsmæssige faktorer, som handler om, hvordan vi har indrettet skolesystemet«.
»Blandt andet at det fratager forældrene, skolen og samfundet for ansvar. Forældrene kan sige til vennerne, jamen, han er ADHD, hvis barnet opfører sig anderledes, og det kan på sin vis være positivt nok. Det giver en retning og en forklaring. Men det individualiserer problemet, og vi får ikke øje på, at der kan ligge sociale problemer nedenunder eller nogle samfundsmæssige faktorer, som handler om, hvordan vi har indrettet skolesystemet«.
Hvem mener du har en interesse i at give
alle de her diagnoser?
»Man kan ikke komme uden om, at medicinalindustrien
tjener milliarder på at behandle de her mere eller mindre lette psykiske
tilstande. Det er naturligvis en forenklet forklaring, men vi skal ikke overse
den kendsgerning, at der er utroligt mange penge at tjene på dette marked. I
det hele taget på markedet for mental sundhed, og det er ikke bare medicin, men
alt lige fra psykologer, terapeuter, behandlere til coaches, som profiterer af,
at vi vil være sunde, også mentalt«.
Kan stigningen i antallet af psykisk syge ikke handle om, at vi er blevet bedre til at diagnosticere?
»Man kan diskutere, om vi diagnosticerer bedre eller ej, men vi er i hvert fald begyndt at diagnosticere anderledes siden 80’erne. Før diagnosticerede man ud fra patientens lidelseshistorie, men det gør man ikke længere, man ser kun på det aktuelle symptombillede. Så hvis du har haft mindst tre ud af fem givne symptomer inden for de seneste to uger, så er facit, at du er deprimeret, har social angst etc. Problemet er, at når man diagnosticerer på den måde, så er der rigtig mange, der slår ud på det. Så får man de her vilde tal med, at mindst 20 procent i de rige, vestlige lande kan få en psykiatrisk diagnose inden for et år. Det er voldsomt mange. Lige nu overvejer man at tage nikotinafhængighed ind som en psykisk lidelse, og pludselig bliver alle rygerne psykisk syge, og så er det klart, at tallene bliver høje«.
Kan stigningen i antallet af psykisk syge ikke handle om, at vi er blevet bedre til at diagnosticere?
»Man kan diskutere, om vi diagnosticerer bedre eller ej, men vi er i hvert fald begyndt at diagnosticere anderledes siden 80’erne. Før diagnosticerede man ud fra patientens lidelseshistorie, men det gør man ikke længere, man ser kun på det aktuelle symptombillede. Så hvis du har haft mindst tre ud af fem givne symptomer inden for de seneste to uger, så er facit, at du er deprimeret, har social angst etc. Problemet er, at når man diagnosticerer på den måde, så er der rigtig mange, der slår ud på det. Så får man de her vilde tal med, at mindst 20 procent i de rige, vestlige lande kan få en psykiatrisk diagnose inden for et år. Det er voldsomt mange. Lige nu overvejer man at tage nikotinafhængighed ind som en psykisk lidelse, og pludselig bliver alle rygerne psykisk syge, og så er det klart, at tallene bliver høje«.
Er der ikke også nogle læger, som har et
ansvar for den stigende diagnosticering?
»Jo, men ofte ved de nok ikke, hvad de ellers skal gøre end at give en diagnose. Lægerne tror jeg oprigtigt gerne vil hjælpe patienterne, men for at patienterne kan få en sygemelding, må de have en diagnose. Hvis en patient trænger til en pause fra stress og jag og kommer med mere eller mindre diffuse symptomer, som ikke lige passer ind, så er lægen nødt til at stille en diagnose for at give patienten mulighed for at holde den pause. På kort sigt giver diagnosen en legitim grund til at tage den med ro, men på langt sigt hænger diagnosen ved. Det er svært at komme af med den, og mange ender også med at bygge deres identitet op omkring den, ’nu er jeg sådan en, der er deprimeret’«.
»Jo, men ofte ved de nok ikke, hvad de ellers skal gøre end at give en diagnose. Lægerne tror jeg oprigtigt gerne vil hjælpe patienterne, men for at patienterne kan få en sygemelding, må de have en diagnose. Hvis en patient trænger til en pause fra stress og jag og kommer med mere eller mindre diffuse symptomer, som ikke lige passer ind, så er lægen nødt til at stille en diagnose for at give patienten mulighed for at holde den pause. På kort sigt giver diagnosen en legitim grund til at tage den med ro, men på langt sigt hænger diagnosen ved. Det er svært at komme af med den, og mange ender også med at bygge deres identitet op omkring den, ’nu er jeg sådan en, der er deprimeret’«.
Hvad skal folk ellers gøre?
»Af og til må folk måske bare tage sig sammen, og det er svært at vide, hvem der kan, men ikke gør det, og hvem der vitterligt ikke kan. Det kan diagnosesystemet ikke skelne imellem. Der har man brug for menneskekundskab«.
Hvad er der egentlig galt i, at man bruger medicin mod ondt i livet?
»Jeg tror bare, at der er dimensioner i livet, som vi mister blikket for, hvis vi ser alt med et medicinsk-diagnostisk blik. Hvis vi aldrig tillader os selv at have ondt i livet eller dårlig samvittighed eller føle dødsangst, hvis vi mister evnen til at bide tænderne sammen i en periode, og hvis det alt sammen bliver indsnævret til det her biomedicinske, så tror jeg, at vores verden og selvforståelse bliver fladere, og i sidste ende bliver vi en slags maskiner. Men så er vi ikke længere aktører i vores eget liv, og så er vi ikke længere mennesker med ansvar. Så vi er på vej mod at erstatte moralske, eksistentielle tilværelsestolkninger med en biomedicinsk tilværelsestolkning«.
»Af og til må folk måske bare tage sig sammen, og det er svært at vide, hvem der kan, men ikke gør det, og hvem der vitterligt ikke kan. Det kan diagnosesystemet ikke skelne imellem. Der har man brug for menneskekundskab«.
Hvad er der egentlig galt i, at man bruger medicin mod ondt i livet?
»Jeg tror bare, at der er dimensioner i livet, som vi mister blikket for, hvis vi ser alt med et medicinsk-diagnostisk blik. Hvis vi aldrig tillader os selv at have ondt i livet eller dårlig samvittighed eller føle dødsangst, hvis vi mister evnen til at bide tænderne sammen i en periode, og hvis det alt sammen bliver indsnævret til det her biomedicinske, så tror jeg, at vores verden og selvforståelse bliver fladere, og i sidste ende bliver vi en slags maskiner. Men så er vi ikke længere aktører i vores eget liv, og så er vi ikke længere mennesker med ansvar. Så vi er på vej mod at erstatte moralske, eksistentielle tilværelsestolkninger med en biomedicinsk tilværelsestolkning«.
Så langt så godt Svend Brinkmann, der tituleres som professor
i psykologi ved Aalborg Universitet.
Som man kan læse er
der to naturlovmæssigheder, den psykologiske og den biologiske, der ikke
forstår hinanden. Og det er der ikke noget at sige til. For psykologerne
forstår ikke biologien, og biologerne forstår ikke psykologien.
Hvorfor ingen af dem
forstår Mennesket (Homo sapiens).
De psykologiske
lovmæssigheder er en konsekvens af evolutionen, hvorfor de psykologiske
lovmæssigheder rummer de evolutionære love.
Det er altafgørende
for psykologerne at forstå det.
Udgangspunktet for at
forstå Mennesket (Homo sapiens) er naturligvis, at man på alle niveauer ser
mennesket (Homo sapiens) som en art, på lige linje med alle andre arter.
Mennesket (Homo sapiens) er jo ikke en ganske særlig art, for hvem der gælder
helt andre lovmæssigheder for. Men det tror både psykologerne og biologerne. Og
det selv om biologerne ikke er det mindste i tvivl om, at Mennesket (Homo
sapiens) helt påviseligt er beslægtet med primaterne.
Den manglende
selverkendelse hos biologerne er så grunden til, at de ikke kan bidrage
psykologerne med en større forståelse af Mennesket (Homo sapiens). Begge
faggrupper vil netop ikke erkende mennesket som en art, uagtet der ingen tvivl
er herom.
Mennesket (Homo
sapiens) er da også den eneste af alle arter, der kan skabe sig selv sin egen
virkelighedens forståelse. På samme måde, som Mennesket (Homo sapiens) er den
eneste af alle arter, der (for en periode) kan handler i modstrid med naturens
biologiske og psykologiske love.
Men at kunne det
betyder jo ikke, at det så er dem det tilladt..!
Det psykisk syge er
netop en konsekvens af den unaturlige samfundsindretning samt det forhold, at
man ikke udrydder det psykisk syge. Det er grunden til, at Mennesket (Homo
sapiens) er den eneste art, der er opformerende det psykisk syge.
Det psykisk syge
forekommer ikke i naturen.
Som nævnt før: De
psykologiske lovmæssigheder er en konsekvens af evolutionen, hvorfor de
psykologiske lovmæssigheder rummer de evolutionære love.
Det betyder i praksis,
at de psykologiske lovmæssigheder er indeholdende de samme evolutionære
”naturlighedsbeskyttende” mekanismer, som for biologerne er velkendte under
benævnelsen: Naturlig selektion eller Survival of the fittest.
De evolutionære love
udrydder konsekvent og altid de for arten svageste individer, og tillader
derfor kun de bedst egnede. Og praktiserer på den måde: Arten før individet.
Men på grund af den
manglende indsigt i naturens love omkring Mennesket (Homo sapiens) praktiseres
den omvendte forståelse: Individet før arten.
Det er derfor den
sociale arv bliver til den negative sociale arv. For modsat tidligere, hvor den
sociale arv overbragte den eksisterende naturlighed fra den ene generation til
den næste, overbringer den sociale arv det psykisk syge fra den ene generation
til den næste. Hvorved det psykisk syge opformeres i sværhedsgrad. Således er
den gennemsnitlige psykiske tilstand i den vestlige, kapitalistiske verden i
dag; Narcissistisk personlighedsforstyrret.
Denne psykisk syge
tilstand rummer ikke nogen naturlig empati, hvorfor der hos individerne heller
ikke findes nogen naturlig forældreevne.
På den måde er de
regulerende evolutionære lovmæssigheder en naturlig del af de psykologiske
lovmæssigheder.
Psykologerne er med
andre ord en trussel mod den menneskelige naturlighed.
